Ambitionen med denne håndbog er, at understøtte klinikeres og ledelsers arbejde med at forbedre kvaliteten af kliniske ydelser. Håndbogen beskriver brug af værktøjer til forbedring, når data fra de kliniske kvalitetsdatabaser og andre datakilder, peger på problemer med behandlingskvaliteten, og når der identificeres eksempler på særlig god kvalitet der ønskes fastholdt.

Sundhedsvæsenets udfordring: At handle på data
Forbedring af de kliniske ydelser er et vedvarende fokusområde i klinikken og blandt beslutningstagerne i sundhedsvæsenet. Igennem de seneste årtier er der taget mange faglige initiativer med henblik på at frembringe viden og systematisere data. De kliniske kvalitetsdatabaser har her en central plads. Politiske beslutninger har ført til øget regulering af området for at understøtte udviklingen mod datadreven forbedring af klinisk praksis til gavn for patienterne.

Udfordringen for klinikere og ledelser med henblik på at få fulgt op og omsat data til forbedring er betydelig, men er kommet for blive. Håndbogen er udarbejdet for at hjælpe klinikere og ledelser i dette arbejde.

Parter med interesse i at støtte databaseret kvalitetsforbedring
Omdrejningspunktet for denne håndbog er opfølgning på data, der samles nationalt, herunder i de kliniske kvalitetsdatabaser. Værktøjerne til forbedring af kvalitet, der præsenteres i håndbogen er imidlertid også anvendelige til opfølgning på data fra andre kilder.

Databaseret kvalitetsudvikling er et fælles anliggende og værktøjerne er generiske. Derfor står følgende bag håndbogen:

  • Danske Regioner ved Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram
  • Kræftens Bekæmpelse
  • Dansk Selskab for Patientsikkerhed

Parterne bag håndbogen vil med denne håndbog styrke, at databaseret kvalitetsudvikling indarbejdes i den daglige praksis i sundhedsvæsenet. Hensigten er ikke, at give en udtømmende beskrivelse af kvalitetsudviklingsteorier og -principper, men at levere en ”værktøjskasse”, der kan anvendes i det daglige forbedringsarbejde.

En dynamisk og åben håndbog
Håndbogen åbner mulighed for, at den løbende kan opdateres med nye kapitler og andet indhold, som brugerne finder relevant. Brugerne af håndbogen kan løbende byde ind med forslag til indholdet i bogen. Du kan sende en e-mail, med dine kommentarer og forslag til kcks-vest@stab.rm.dk

Redaktionsgruppen vil løbende forholde sig til indkomne forslag og sikre, at håndbogen vedvarende forbedres.

Anvendte ord og begreber
Håndbogens brug af ord og begreber følger Sundhedsstyrelsen.