Forbedringsmodellen til procesforbedring indebærer besvarelse af tre væsentlige spørgsmål som forudsætning for meningsfuld afprøvning af, om en ændring i praksis virker i gunstig retning, dvs. medfører bedre kvalitet. Modellen er generisk og har vist sig effektiv til forbedring af kvaliteten i sundhedsvæsenet.

I denne håndbog anvendes Forbedringsmodellen (tidligere benævnt PDSA-modellen og Gennembrudsmodellen) som en tilgang til hvordan der skabes forbedringer. I Figur 11 er en beskrivelse af, at der ved Forbedringsmodellen og denne håndbog forstås besvarelse af tre spørgsmål (om mål, måling og ændring) før der gennemføres en Plan-Do-Study-Act (PDSA)-cyklus. 

Forbedring af kvalitet forudsætter ændring af processer. Processer skal ændres så de stabilt og ensartet producerer den kvalitet, der tilstræbes i patientbehandlingen.

Forbedringsmodellen med tilknyttede værktøjer er en effektiv metode til forbedring af processer i en kompleks arbejdssituation. Forbedringsmodellen er enkel at bruge og effektiv til at forbedre processer, herunder kliniske ydelser.

Der findes andre tilgange til kvalitetsudvikling, fx EFQM Excellence modellen, Total Quality Management, LEAN, Six Sigma og Balanced Scorecards. Denne håndbog beskriver udelukkende Forbedringsmodellen. I litteraturlisten findes henvisninger til andre tilgange end Forbedringsmodellen.

Forbedringsmodellen som arbejdsgrundlag
Forbedringsmodellen til procesforbedring er et effektivt arbejdsredskab for mono- og tværfaglige forbedringsteam. Modellen kan dog også bruges som arbejdsgrundlag for enkeltpersoners kvalitetsarbejde. Et teams effektivitet i forbedringsarbejdet forøges ved at anvende en række værktøjer, der kan sikre:

  • Præcis kortlægning af de processer, der ønskes forbedret
  • Udtømmende beskrivelse af årsagerne til et givent kvalitetsproblem
  • Generering og prioritering af ideer til ændringer af praksis, der kan medføre forbedring
  • Præsentation og analyse af data om effekt af ændring af praksis

Illustration af Forbedringsmodellen
Der er fire trin i Forbedringsmodellen, som det fremgår i Figur 11: Sæt mål, Etablér måling, Vælg ændring, Afprøv ændring.

Vær opmærksom på, at arbejdet med at sætte mål, etablere måling og vælge ændring ikke behøver at blive foretaget i en bestemt rækkefølge, men bør være færdiggjort, før en ændring afprøves i en PDSA-cyclus.

Det konkrete arbejde i hvert af ovennævnte trin i Forbedringsmodellen fremgår mere detaljeret i ”PDSA-hjælpeskema”. Hjælpeskemaet udgør en fælles ramme for et forbedringsteams arbejde og er en skabelon til dokumentation af forbedringsarbejdet og de opnåede resultater.

Forbedringsmodellen er til brug for forbedringsteam
Forudsætningen for at arbejde med forbedring efter Forbedringsmodellen er at:

  • Der foreligger et klinisk betydende kvalitetsproblem, fx dokumenteret ved, at en eller flere indikatorer i kliniske kvalitetsdatabaser viser ikke-tilfredsstillende kvalitet
  • Forbedringsarbejdet hænger sammen med institutionens overordnede kvalitetsmål
  • Der er fuld ledelsesopbakning til forbedringsarbejdet og der afsættes tid til arbejdet.

I et konkret forbedringsprojekt bruges modellen sædvanligvis af et forbedringsteam (arbejdsgruppe, projektgruppe), hvis medlemmer har indsigt i den kliniske problemstilling, der arbejdes med. Modellens trin kan også bruges i forbindelse med forbedringsarbejde udført af en eller få personer, der så sikrer kontakt til relevante personer med indblik i alle trin i den proces, der skal forbedres.

Forbedringsmodellen bygger på principper om handlingsorienteret læring
En idé til ændring afprøves i praksis i et begrænset format (fx få patienter eller få personalemedlemmer) i en begrænset periode. Hvis læringen af denne første afprøvning viser, at ændringen ikke virker som forventet, afprøves en anden ændring i beskedent format. Hvis læringen af den første afprøvning i beskeden format er gunstig, udvides afprøvningen til flere personer, større afsnit og/eller længere perioder. Og sådan fortsættes, indtil der er statistisk sikker forbedring. Sidstnævnte er en forudsætning for at tage stilling til permanent implementering i hele organisationen.