Gå direkte til begrebsmodellen

Grøn streg.png

Læsevejledning 

Indledning

Formålet med denne læsevejledning er dels at forklare de anvendte symboler, dels at give et overblik over, hvordan diagrammerne læses.

En begrebsmodel er en konceptuel model over et fagområde med forretningsbegreber, som er indeholdt i fagområdet, og deres indbyrdes relationer.

Definition af begreb - Gyldendal, Den store Danske:
begreb, i betydningen almenbegreb, den abstrakte egenskab eller relation, der kendetegner og afgrænser en klasse af ting. Et begreb er således det fællestræk, på hvis baggrund man er i stand til at forstå eller anvende sprogets generelle begreber såsom "rød", "menneske", "retfærdig" osv. (28. aug. 2016)

RKKP's begrebsmodel skal give et overblik over de centrale begreber i de kliniske kvalitetsdatabaser og sammenhængene mellem dem med henblik på at skabe enighed om betydningen af de overordnede begreber, som anvendes i RKKP. Hvert begreb navngives (term) og defineres entydigt.

Begrebsmodellen findes pt. i en dansk version – dog med engelsk oversættelse af begrebets navn. Begrebsmodellen er underlagt versions- og ændringsstyring i henhold til en governance procedure.

Begrebsmodellen version 1.0, der er udstillet på RKKP's hjemmeside, er godkendt af RKKP's ledelse.

Dokumentation af Begrebsmodellen

Metode-og modelteamet i RKKP dokumenterer begrebsmodellen ved anvendelse af modelleringssproget Unified Modeling Language (UML). UML er en national standard som modelleringssprog, hvor UML's klassediagrammer er en entydig måde at visualisere modellen på.

Klassediagrammer beskriver de logiske sammenhænge mellem begreber. Hvert begreb er defineret i modellen som en klasse, og begrebsmodellen har ingen attributter (variable).

Dokumentationen består af

  • RKKP pakker
  • UML klassediagrammer
  • Definition på begrebsniveau

Pakker

Begrebsmodellen er opdelt i "pakker". Hver pakke indeholder et UML klassediagram med et antal naturligt sammenhørige begreber, som alle fremstår med samme farve.
Den enkelte pakke er navngivet efter det begreb, som er i fokus i den givne pakke.
En pakke indeholder relationer til klasser i andre pakker. Begreber fra én pakke, som også optræder i diagrammet i en anden pakke, vil adskille sig farvemæssigt, idet de vil være farvelagt med farven fra den pakke, de tilhører.

Eksempel: Den "lilla" pakke er navngivet Aktivitet, idet aktiviteter er i fokus i pakken. Herudover indeholder pakken begreber, som relaterer sig til aktiviteter og ikke nødvendigvis i sig selv er en aktivitet. En Aktivitet kan være rettet mod et Anatomisk sted, men Anatomisk sted er ikke en subtype af begrebet Aktivitet (se figur 2).

På figur 1 vises de enkelte pakker. For hver pakke er listet hvilke begreber, der indgår i pakken.

Figur 1 – Pakker i Begrebsmodellen

UML klassediagrammer - symboler

Nedenfor ses et klip fra begrebsmodellens pakke Aktivitet. Begreber, der indgår i denne pakke, er farvelagt med lyslilla.

Figur 2 – Klip fra diagrammet Aktivitet

På diagrammet fremgår de begreber fra andre pakker, som begreber i pakken Aktivitet relaterer sig til.

Eksempler herpå:

  • Begrebet Behandling fra pakken Behandling (blå pakke): Behandling er en subtype af Aktivitet.
  • Begrebet Organisatorisk Enhed fra pakken Organisatorisk Enhed (olivengrøn pakke): Aktivitet involverer Organisatorisk enhed.

Symbolforklaring

Klasse
Symbolet for et begreb (klasse) er et rektangel, som repræsenterer begrebet. Diagrammet indeholder navngivning af begreber på henholdsvis dansk og engelsk. Hvis det har været muligt at finde et begreb i SnomedCT klassifikationen, der betyder det samme som et begreb i RKKP's begrebsmodel, er den engelske term herfra anvendt til oversættelsen. Herudover er der indsat en henvisning til SnomedCT klassifikationen i beskrivelsen af begrebet.

Begreber, der relaterer sig til klasser i andre pakker, end den pakke begrebet primært tilhører, vil også fremgå af anden pakke. Farven og navnet på oprindelsespakken vil i så fald være påført klassen.

Eksemplet nedenfor indeholder to begreber fra den blå pakke Behandling (Kirurgisk indgreb og Intraoperativt fund) samt association til Anatomisk sted, som er indeholdt i den lyslilla pakke. Begrebet Anatomisk sted er derfor kvalificeret med pakkenavnet Aktivitet.

Figur 3 – Illustration af symbolet Klasse

Supertyper og subtyper (alias: undertyper)
En generaliseringsstruktur udtrykker det forhold, at et begreb er en generalisering af et antal begreber med fælles egenskaber.
En supertype (generalisering) kan have en eller flere subtyper (specialisering).
Subtypens tilhørsforhold til supertypen er på klassediagrammet udtrykt ved en gul pil.

I eksemplet er Billeddiagnostisk undersøgelse samt Undersøgelse af prøvemateriale subtyper til Paraklinisk undersøgelse. Subtypen identificeres i eksemplet, når følgende to udsagn gælder: En Paraklinisk undersøgelse kan være en Billeddiagnostisk undersøgelse. Og en Billeddiagnostisk undersøgelse er en Paraklinisk undersøgelse. Udsagnene kan generaliseres for enhver sub- og supertype.


Figur 4 – Illustration af symbolerne supertyper, subtyper

Association (alias relation eller relationship)
Associationer er angivet som et retningsbestemt udsagnsord, som læses i pilens retning. Eksempel: Behandling udføres ved Behandlingsmetode.

Figur 5 – Illustration af symbolet association

På associationen angives kardinalitet (alias antalsregler). Eksemplet viser at en Behandling kan udføres ved "mange" Behandlingsmetoder.

Rekursive associationer (alias selvrefererende associationer)

Figur 6 – Illustration af symbolet rekursiv association

En association kan være rekursiv. Herover vises, at en Aktivitet kan indgå i en anden Aktivitet. Eksempelvis kan aktiviteten Anæstesi indgå i aktiviteten Invasiv behandling.

Definitioner

I den browserbaserede version kan definitionen for det enkelte begreb tilgås ved klik på klassen. Nedenfor er der klikket på begrebet Aktivitet, hvorefter definitionen vises.

Figur 7 – Illustration af definition for begrebet Aktivitet

Ved udarbejdelse af definitioner for et begreb er der skelet til definitioner fra bl.a. Sundhedsdatastyrelsens Begrebsbase, Region Midts begrebsdefinitioner, LPR3, SnomedCT m.fl.

Beskrivelsen indeholder:

  • Definition, som er en entydig beskrivelse af begrebet
  • Synonym - aliasser for begrebet
  • Eksempler, som understøtter definitionen
  • Kommentarer, som uddyber/forklarer definitionen
  • Kilder i så fald at definitionen er kopieret fra andet dokument