Kun 25 procent af akutte kirurgiske patienter bliver opereret inden for de anbefalede seks timer. Det på trods af, at dødeligheden, indlæggelsestiden og komplikationer stiger, når patienterne venter. På Nordsjællands Hospital er det lykkes at få patienterne hurtigt på operationsbordet.

Akutte kirurgiske patienter må med tålmod bide smerterne i sig, mens de venter på operation. For 75 procent af de patienter, som har akut behov for operation, venter længere end de anbefalede seks timer. Akut kirurgi-patienter er typisk patienter med tarmslyng, hul på mave- tarmsystemet eller patienter med blødninger i bughulen.

Kun hver fjerde patient, som er vurderet til at have behov for akut operation bliver opereret inden for de anbefalede seks timer efter ankomst til hospital. Det viser tal fra Regionernes Kliniske kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

- Vi ved fra flere forskellige studier, at ventetid på operation er forbundet med højere dødelighed, længere indlæggelsestid og flere komplikationer. For eksempel får flere patienter stomi, hvis de venter længere tid, siger formand for Akut Kirurgi Databasen i RKKP, ledende overlæge Peter Svenningsen fra Nordsjællands Hospital:

- En cancerpatient dør ikke af at vente et døgn ekstra, men det gør de her patienter.

Peter Olsen Svenningsen (1).jpg

Formand for Akut Kirurgi Databasen i RKKP, ledende overlæge Peter Svenningsen fra Nordsjællands Hospital.

Peter Svenningsen peger på et banebrydende stort dansk studie fra 2009, som overlæge Morten Hylander Møller fra Rigshospitalet stod bag. I studiet gennemgik forskere 2.668 patienter opereret for hul i mavesækken (perforeret ulcus), som for eksempel kan skyldes mavesår. En grundig gennemgang af patienterne viste, at for denne patientgruppe faldt overlevelsen med 2,4 procent for hver times forsinkelse.

 

Kompliceret at nå målet

Med 25 procent patienter opereret inden for seks timer, er der langt til målet om, at 80 procent af de akutte kirurgi-patienter skal opereres inden seks timer efter ankomst til hospital.

"Der er et nationalt behov for, at der allokeres ressourcer, at kapacitetsproblemer adresseres, og at der sættes fokus på tilgængelige operationsstuer for den akutte kirurgi." Står der i årsrapporten fra Akut Kirurgi Databasen i RKKP, men det er ikke helt så ligetil at gøre det bedre ude på de travle operationsgange.

- Først skal patienterne findes i de overfyldte akutafdelinger, begynder Peter Svenningsen, inden han tager en dyb indånding. For patientens hurtige vej til operationsbordet kræver en velsmurt kæde af topspecialiserede hænder.

- Dernæst skal patienten scannes, fortsætter Peter Svenningsen:

- Så skal der være plads på operationsgangen. Derudover kræver akutte operationer, at der er røntgenlæger, kirurger, anæstesilæger og flere typer af specialiserede sygeplejesker til rådighed.

Derfor kræver det også mange forskellige indsatser at nå målet. Hvert hospital skal gøre en målrettet og vedholdende indsats på tværs af forskellige specialer og faggrupper for at optimere hvert led i kæden.

- Hvis vi begynder helt ude foran, så skal vi have speciallæger i almen medicin til at visitere til hospitalerne. Der er ingen tvivl om, at det er speciallægerne i almen medicin, der er dygtigst til at finde og sortere mellem de patienter, som har ondt i maven og hurtigt skal på hospitalet, siger Peter Svenningsen:

- Derudover skal vi på hospitalet have dygtige speciallæger til at vurdere den akutte patient. Det kan være speciallæger i akutmedicin, almen medicin eller kirurgi. Det handler om, at have en med kompetencen til at sige: "Det her er en meget syg patient, det er vigtigt, vi opererer".

 

Målrettet indsats virker

På Nordsjællands Hospital, hvor Peter Svenningsen til daglig er kirurg, viste den seneste årsrapport fra Akut Kirurgi Databasen, at kun 13 procent af patienterne fra 1. september 2020 til 31. august blev opereret inden for seks timer.

Nu er alle sejl sat ind for at vende billedet. Driftsmålet "Operation inden for seks timer" står med store bogstaver på driftstavlen. Et tydeligt signal om vigtigheden af at prioritere denne gruppe patienter.

- Vi har et tydeligt fælles mål og en fælles arbejdsgruppe på tværs af specialer og tværfaglig involvering af både læger og sygeplejesker – både inden for kirurgi og anæstesi. Derudover har vi faste aftaler med røntgenafdelingen, og scanningerne bliver prioriteret højt, forklarer Peter Svenningsen.

'Alle mand på dæk'-indsatsen virker. I perioder har indsatsen betydet, at helt op til 90 procent af de visiterede akutte patienter er blevet opereret inden for seks timer på Nordsjællands Hospital, men i en tid med massiv personalemangel er det svært. I løbet af den seneste måned er 41 procent af patienterne blevet opereret inden for seks timer.

- I begyndelsen monitorerede jeg driftsmålet hver uge, nu gør jeg det hver måned. Hvis patienter ikke opereres inden for målet, bliver de auditeret for, at vi kan finde ud af, hvad der er gået galt. Der er jo grænser for, hvor mange patienter vi kan operere samtidig, og vi kan mangle personale. Det kan vi jo ikke ændre i situationen. Men vi kan tydeligt se, at når vi har fokus på problemet, så lykkes vi med at give markant flere patienter den bedste behandling, siger Peter Svenningsen.