Patienter med atrieflimren har forløb, der går på tværs af almen praksis, hospitaler og praktiserende speciallæger i kardiologi. Derfor er det glædeligt, at databasen snart indeholder data fra de aktører, der samarbejder om behandling af patienter med atrieflimren. I takt med at databasen modtager data fra alle sektorer, nytænkes databasen, så resultaterne bedre kan understøtte den samlede kvalitetsudvikling.

Hvad sker der helt konkret?
Fremadrettet bliver årsrapportens resultater afrapporteret på sundhedsklyngeniveau i stedet for som i dag på hospitals- og kommuneniveau. På den måde hæver årsrapporten sig op over de enkelte sektorers bidrag for i stedet at indikere, hvordan den samlede kvalitet ser ud fra patienternes perspektiv i et geografisk område, der samarbejder om det samlede patientforløb. Udgangspunktet for de geografiske områder er patienternes bopæl i de fastsatte sundhedsklynger.

Mister vi så overblikket over egne resultater?
Overgangen til afrapportering på sundhedsklyngeniveau betyder ikke, at det bliver sværere at følge med i egen kvalitet.
RKKP sender daglige data ud til de enheder, der har del i patientforløbet, hvorfor det fortsat er muligt at følge egne resultater. I de daglige data findes også aggregerede resultater fra andre enheder i landet, som kan bruges til sammenligning. De daglige data er allerede nu tilgængelig i regionernes ledelsesinformationssystemer og vil blive tilgængelig i tilsvarende systemer for almen praksis og praktiserende speciallæger.

Tilbud til sygehusene
RKKP er opmærksom på, at det er forskelligt, i hvor høj grad de daglige data i regionernes ledelsesinformationssystemerne bliver brugt. Derfor er RKKP i dialog med regionale RKKP kontaktpersoner om behov for møder, hvor RKKP sammen med regionale datakonsulenter/kvalitetskonsulenter klæder interesserede medarbejdere bedre på til at anvende de daglige data.

Visionen
For en patientgruppe der har forløb på tværs, er det et vilkår, at ingen løser den samlede opgave isoleret i egen silo. Det er forhåbningen, at databasen med afrapportering på sundhedsklyngeniveau i årsrapporten kan understøtte samarbejde på tværs om kvalitetsudvikling til gavn for de fælles patienter. Den tværgående afrapportering en mulighed for at se, hvordan lokale forbedringer viser sig i resultaterne, og i sidste ende afspejler et samlet sundhedsvæsens indsats overfor en stor og vigtig kronikergruppe.

Kontakt databasens kontaktperson Julie Andersen juland@rkkp.dk eller hospitalets RKKP-kontaktperson, hvis du har spørgsmål.