Formålet med DrKOL er at monitorere og forbedre kvaliteten af behandling til patienter med KOL i både primær- og sekundærsektor.  Dette skal sikre, at evidensbaserede behandlingstilbud, som omtales i de kliniske retningslinjer for KOL, tilbydes til alle relevante patienter.

Databasen har endvidere til formål at monitorere og forbedre kvaliteten af den KOL-rehabilitering der ydes på hospitalerne  og i kommunerne. 

Baggrund

Kronisk obstruktiv Lungesygdom er en af de store folkesygdomme. Det skønnes at omkring 300-400.000 danskere har KOL, og den nyeste viden peger på, at ca. 270.000 har klinisk betydende sygdom, hvoraf ca. 30-40.000 har svær eller meget svær KOL. En omfattende forskning indenfor KOL har vist, at rygning og motion/rehabilitering er hjørnestenene i behandlingen, men en lang række andre behandlinger har også positiv effekt på forløbet. Der er således i dag dokumentation for, at den korrekte behandling påvirker både selve sygdommens forløb og patientens funktionsniveau og livskvalitet.

Demografien ændrer sig. Vi bliver ældre. Antallet af danskere over 65 år er de sidste 20 år steget med 35% og prognoserne forudser yderligere stigning de kommende år. Det er derfor vigtigt for personer med KOL, at kvalitetsstandarder er kendte og anvendes, således der kan opretholdes et aktivt og værdifuldt senior liv på trods af kronisk sygdom.

DrKOL blev etableret i 2008 og inkluderer alle patienter med KOL over 30 år. DrKOL omfatter årligt ca. 18.000 patienter i ambulant hospitalsforløb og ca. 14.000 indlæggelser på grund af akut forværring i deres sygdom. Efter en længere pause inkluderer DrKOL fra 2020 igen patienter med KOL behandlet i almen praksis. 

Styregruppen

Formandskab

Anders Løkke
Specialeansvarlig overlæge
Lungemedicinsk afdeling Vejle Sygehus

Grete Bøgesvang
Lungesygeplejerske
Lungeambulatoriet, OUH Svendborg Sygehus

Svend Kier
Praktiserende Læge og Lægelig Koordinator for Midtkraft
Lægerne Bøsbrovej, Randers

Se oversigt over medlemmer