Nanna Petersen har været patientrepræsentant i Dansk Hoftealloplastik Register i to år.

Hvorfor valgte du at blive patientrepræsentant?

Det ændrede mit liv, da jeg fik en ny hofte. Mange behandlinger har så stor betydning for patienters livskvalitet, at det er naturligt, at vi, som patienter, også engagerer os i at udvikle sundhedsvæsenet. Som patientrepræsentant er jeg med til at bestemme, hvilke parametre eller indikatorer, som sundhedsvæsenet skal måles på inden for mit sygdomsområde. Det giver en stor tilfredsstillelse, at jeg som patientrepræsentant får en indsigt i mit eget sygdomsområde og mulighed for at præge, hvad der skal fokuseres på.

Hvad er din rolle?

Jeg har selv oplevet at få en ny hofte og gennem egne erfaringer sætter jeg fokus på patientvinklen, som personalet af naturlige årsager ikke kan på samme måde. Som patient synes jeg for eksempel, at der skal meget mere fokus på genoptræning, men jeg må også stikke en finger i jorden og kende min besøgelsestid, for møderne er typisk meget strukturerede, og der er ikke plads til at åbne for nye store emner. Men jeg bliver altid spurgt, hvad jeg som patient mener om de forskellige emner på dagsordenen, og der bliver taget rigtig godt imod mine indspark.

Hvad er det vigtigste ved at være med?

At man får en stemme og kan være med at præge udviklingen. På hofteområdet bliver der opereret 10.000 danskere om året, og det er vigtigt, at patienter sidder med ved bordet, når sundhedsvæsenet udvælger de indikatorer, det skal måles på. Jeg har arbejdet med finanser hele livet, men det er superspændende at få så unikt et indblik i hospitalsverdenen gennem arbejdet som patientrepræsentant i Dansk Hoftealloplastik Register.

Hvor meget arbejde kræver det at være patientrepræsentant?

Vi mødes til to heldagsmøder årligt. På det ene møde diskuterer vi resultatet fra sidste år. På det andet møde beslutter vi, hvad der skal ske det kommende år. Hvor meget man vil have ud af møderne afhænger meget af ens egen forberedelse.

Har du et godt råd til nye patientrepræsentanter?

Jeg synes jo helt klart, at man skal kaste sig ud i arbejdet. Mit råd til nye patientrepræsentanter er at skimme databasens årsrapport igennem inden mødet og forberede et par spørgsmål. Et af mine første spørgsmål var: Hvorfor kan det være, at hoften går af led?
Er det fordi den sidder forkert, fordi patienter danser jazz-ballet eller falder? Det fremgår nemlig ikke af rapportens data, men det er meget ubehageligt for os patienter, når hoften går af led.