Antallet af borgere, som henvender sig til sundhedsvæsenet med akutte brystsmerter eller blodpropper i hjertet nærmer sig niveauet fra før corona-epidemien.

I hele landet var der et markant fald i antallet af akutte hjertepatienter på sygehusene i marts måned. Et fald, som kan skyldes bekymringer for at være til gene for et presset sundhedsvæsenet eller for at blive smittet med coronavirus i forbindelse med kontakten til sundhedsvæsenet.

Data for april viser en stigning i akutte diagnostiske undersøgelser og behandlinger. Det kan tyde på, at opfordringerne til borgerne om fortsat at henvende sig til sundhedsvæsenet ved mistanke om anden sygdom, har haft en effekt.

Aktivitet på hjerteområdet under COVID-19
Udviklingen tegner sig i den opdaterede rapport om aktiviteten på hjerteområdet under COVID-19, som RKKP's Videncenter, Dansk Hjerteregister og Vestdansk Hjertedatabase står bag. Rapporten indeholder data om akutte, subakutte og elektive KAG-procedurer (røntgenundersøgelse af hjertets kranspulsårer) og PCI-procedurer (ballonudvidelser) fra uge 1 til og med uge 18 i hele landet. Data fra Østdanmark understøtter de tal for Vestdanmark, som blev offentliggjort i den første version af rapporten i marts.

Vi følger udviklingen nøje i den kommende tid for fortsat at monitorere effekten af budskabet om, at patienter med symptomer på tidskritisk sygdom uændret bør kontakte sundheds­væsenet, samt effekten af genåbningen af samfundet.

Yderligere oplysninger
Har du spørgsmål til resultaterne i rapporten, er du velkommen til at kontakte:

  • Overlæge Jens Flensted Lassen, Klinisk professor i kardiologi ved Odense Universitetshospital og formand for Dansk Hjerteregister, e-mail: flensted.lassen@rsyd.dk, tlf.: 51 35 66 83.
  • Direktør Jens Winther Jensen, Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP), e-mail: jwj@rkkp.dk, tlf.: 24 88 84 28.

Se den opdaterede rapport 

Læs nyhed fra 31. marts: Færre hjertepatienter får akut og subakut behandling under COVID-19-krisen