Ved du hvad dine sundhedsdata bruges til? Sådan spørger Sundhedsdatastyrelsen i en aktuel kampagne. 

Sundhedsdata spiller for eksempel en vigtig rolle for, at stadig flere borgere med slagtilfælde eller en blodprop i hjernen bliver indlagt så hurtigt, at de kan få blodpropsopløsende medicin og/eller fjernet blodproppen. Hvis der går for længe fra de oplever de første symptomer til de bliver behandlet, er der en risiko for, at hjernen tager permanent skade.

Sundhedsdatas betydning for behandlingen

En større forståelse for betydningen af en hurtig indsats – både blandt borgerne og personalet i sund­heds­væsenet – og en samling af behandlingen på apopleksiafsnit med særlig ekspertise er et resultat af sundhedsdata, som er blevet registreret i Dansk Apopleksiregister i løbet af en længere årrække.

"Uddannelse af personalet i sundhedsvæsenet og større opmærksomhed hos borgerne har været med til at øge andelen af apopleksipatienter, der kan få blodpropsopløsende behandling", vurderer Dorte Damgaard, formand for Dansk Apopleksiregister og overlæge på neurologisk afdeling, Aarhus Universitetshospital.

Næsten 25 % af alle patienter med en akut blodprop i hjernen modtager i dag behandling, der kan fjerne blodproppen.  I 2017 var andelen af patienter i hele landet 18 %, mens kun 16% modtog behandlingen i 2015.

Behandling af apopleksi 2015-2019