Kun 69 procent af astmapatienterne får de test, som er nødvendige for at fastslå, om patienterne har astma eller en anden luftvejssygdom. Testene er helt afgørende for en effektiv behandling, understeger speciallæger i lungemedicin.

 

Cirka 325.000 voksne danskere lider af astma, og forekomsten af astma har været stigende de seneste 20 år. Men det halter med at få patienterne korrekt udredt.

Nye tal fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP), viser, at kun 69 procent af landets astmapatienter, får foretaget de grundlæggende diagnostiske test på hospitalerne, som er en forudsætning for at stille en præcis diagnose. Tallene findes i årsrapport 2020 fra Dansk register for Astma.  

- Det er ikke tilfredsstillende. Det er vores pligt at stille den korrekte diagnose, for det betyder meget for patienten at få den rigtige diagnose. Diagnosen er hele fundamentet for en succesfuld behandling.

Det siger professor og overlæge Vibeke Backer fra Rigshospitalet og Københavns Universitet, som samtidig er formand for databasen, Dansk register for Astma, i RKKP:

- Astma er en kronisk sygdom, et prædikat, man kun skal have hvis man har den lidelse. Der er job, man ikke kan få, hvis man har astma, og man skal bruge penge til medicin hver måned for at kontrollere astmasygdommen. Det er derfor vigtigt, at patienterne får foretaget reversibilitets-, provokations- eller anstrengelsestest inden diagnose stilles.

Vibeke Backer peger på, at der er betydelig usikkerhed forbundet med astmadiagnosen, da der ikke eksisterer nogen guldstandard for sygdommen. Det gør risikoen for både under- og overdiagnosticering betydelig.

Professor og overlæge Vibeke Backer fra Rigshospitalet og Københavns Universitet og formand for Dansk register for Astma, RKKP.

- Det er speciallægerne på sygehusene, der har kompetencerne og redskaberne til at stille de præcise diagnoser, det kan praktiserende læger ikke nødvendigvis, pointerer Vibeke Backer.

Ny diagnose på hospitalet

Astmapatienter bliver typisk henvist til udredning på hospitalet af deres praktiserende læge, hvis sagen ikke er indlysende, eller hvis behandlingen ikke virker. I 2020 blev 8.093 patienter, ældre end 5 år, ny-diagnosticeret med astma på de danske hospitaler.

Mellem regionerne er der stor variation i, hvor stor andel af patienterne, der får de relevante test. I Region Midtjylland får 85 procent af de ny-diagnosticerede patienter testene. Region Syddanmark er med 79 procent blot et mulehår fra målopfyldelse, som er 80 procent, mens kun omkring halvdelen af patienterne i Region Sjælland og Region Hovedstaden får de relevante test.

- Vi kan ikke udelukke, at nogle patienter bliver behandlet for astma, selvom de ikke har det, hvis patienten ikke får foretaget diagnoseverifikation. Det er vigtigt for patienternes behandling at blive grundigt udredt, så de ikke behandles med medicin, som er overflødig, siger speciallæge i lungemedicin, Hanne Madsen fra Medicinsk afdeling/FAM, OUH, Svendborg og medlem af styregruppen i Dansk register for Astma: 

-Kort sagt er det noget rod, at kun 69 procent af patienterne får diagnostiske test.

- Der er to mulige forklaringer på, at 69 procent af patienterne får testene. Enten får patienterne testene og det bliver bare ikke indberettet til databasen, eller patienterne får simpelthen ikke testene. Det skal vi have undersøgt, supplerer professor Vibeke Backer.

Fast arbejdsgang giver målopfyldelse

Overlæge Hanne Madsen peger på Lungemedicinsk Ambulatorium på Svendborg Sygehus, som et godt eksempel på en afdeling, som er lykkes med at give patienterne de relevante test. På Lungemedicinsk Ambulatorium fik hele 94 procent af ny-diagnosticerede astmapatienter relevante diagnostiske test i 2020.

- Hvis man på hospitalerne vil opfylde målene, skal man have fuldstændigt styr på sine arbejdsgange: Hvem koder, hvem kontrollerer og hvem efterregistrerer? - altså sørger for at samle op på patienterne, siger Hanne Madsen:

- Det handler ikke om mandskab, i Svendborg var der i 2020 tre speciallæger i lungemedicin, det store arbejde ligger i at fastlægge forløbet. Når først skinnerne er lagt, kører det nemmere, selvom der altid ligger et opfølgningsarbejde.

Speciallæge i lungemedicin, Hanne Madsen fra Medicinsk afdeling/FAM, OUH, Svendborg og medlem af styregruppen i Dansk register for Astma

Hanne Madsen forklarer, at der i Region Syddanmark generelt er stor fokus på målopfyldelse for at sikre patienterne den bedste behandling. Der er programledelsesmøder med en sygehusdirektør, hvor de forskellige afdelinger, der indberetter til RKKP, deltager. Og der bliver udarbejdet handleplaner, hvis der er behov for, at afdelinger retter op på kvaliteten.

- Ingen i sundhedsvæsnet synes, det er sjovt at registrere, hvis data ikke bliver brugt. Der er stor fokus på hastighed i sundhedsvæsenet, derfor mener jeg, det er vigtigt at bakke op, når regionen i stedet har fokus på kvaliteten, påpeger Hanne Madsen:

Jeg vil da foreslå, at hvis man har en dårlig målopfyldelse, så kontakt dem, som har en god og kopiere det, de har gjort. Det her er en driftsting, hvor der skal lægges kræfter i at få etableret de faste arbejdsgange.

Indikator 2: Andelen af ny-diagnosticerede patienter med astma, der får foretaget reversibilitets-, provokations- eller anstrengelsestest:

Danmark 2020: 69 procent, standard: 80 procent

Region Hovedstaden: 55 procent

Region Sjælland: 49 procent

Region Syddanmark: 79 procent

Region Midtjylland: 85

Region Nordjylland: 71

 

2018-2019: 73 procent, altså et lille fald i målopfyldelse.

Indikatoren monitorerer om patienter, der ses første gang i hospitalsregi for astma, får foretaget de relevante diagnostiske tests. De relevante diagnostiske tests må være udført i perioden 12 måneder før til 6 måneder efter første hospitalskontakt.

Siden 2021 har det været muligt at registrere, hvis testen er foretaget et andet sted og stadig få målopfyldelse.

 

Læs Årsrapporten 2020 fra Dansk register for Astma: