Selvom screening betyder, at tarmkræftpatienter diagnosticeres i tidligt stadie, hvor helbredelsen er markant bedre og behandlingen mere skånsom, så falder deltagelsen i tarmkræftscreening. På ét år er deltagelsen blandt førstegangsinviterede faldet fire procentpoint.  

Det er ikke just blevet en folkesag at sende sit tarmindhold til undersøgelse for kræft – men det burde det.

I 2022 fandt det nationale tarmkræftscreeningsprogram 714 personer med tarmkræft og 5 tilfælde af kræft i endetarmsåbningen, det viser årsrapporten fra Dansk Tarmscreeningsdatabase i Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).

- Det er 719 tilfælde af kræft, som vi ikke havde fundet i så tidligt et stadie, hvis personerne ikke var blevet screenet. Når vi finder patienterne så tidligt, har vi typisk mulighed for at fjerne kræften ved operation uden efterfølgende kemoterapi, siger Morten Rasmussen, formand for Dansk Tarmscreeningsdatabase og chef for tarmkræftscreeningen i Region Hovedstaden.

Data viser, at to ud af tre kræfttilfælde, som blev fundet på baggrund af screening, blev fundet i et tidligt stadie (UICC stadie 1 og 2).

- Det er meget tilfredsstillende, at vi finder størstedelen af kræfttilfældene i så tidligt et stadie, hvor der er mindre risiko for adjuverende kemoterapi, uddyber Morten Rasmussen.

Bidrager til forbedret overlevelse

Cirka 4.000 danskere får årligt konstateret kræft i tyk- og endetarm, og cirka 1.800 dør årligt af de to sygdomme. Det er baggrunden for, at tarmscreeningsprogrammet blev indført i 2014. 

- Der er ingen tvivl, deltagelse i tarmscreeningsprogrammet gavner overlevelsen betydeligt, så klar er meldingen fra Morten Rasmussen.

Det bakkes op af diverse forskningsresultater og en anden database, Dansk Kolorektal Cancer Database, konkluderer i sin seneste årsrapport: Indførelsen af det nationale screeningsprogram i 2014, og deraf en større andel tidlige stadier, bidrager til den forbedrede overlevelse fra 2014, hvor patienternes aldersjusterede dødelighedsrate næsten er halveret (46 procents reduktion for patienter med tyktarmskræft og 47 procents reduktion for patienter med endetarmskræft). 

Fald i deltagelse

Men på trods af alle de gode argumenter for at deltage i tarmkræftscreening, kniber det med den folkelige opbakning. I 2022 blev 871.929 borgere inviteret til at deltage i screeningsprogrammet for tarmkræft: 59,8 procent deltog. Året før, i 2021, var deltagelsen på landsplan 61,1 procent.

Ser man nærmere på tallene, er det især de førstegangsinviterede, som ikke deltager. På bare ét år er der sket et fald i screeningsdeltagelsen blandt førstegangsinviterede på fire procentpoint – og det er især mændene, som ikke deltager. 

Og data kunne tyde på, at det er en frygt for at betræde ukendt land og fordomme, som afholder personer fra at deltage i screening. For har du først deltaget én gang i screening, så er der stor tilfredshed.

- Vi kan se, at over 70 procent af befolkningen har deltaget i mindst en screeningsundersøgelse, siger Morten Rasmussen.

Tarmkræftscreening

Grøn streg.pngAlle personer i alderen 50-74 år bliver tilbudt at deltage i screening for tarmkræft hvert andet år. En tarmkræftscreening er en undersøgelse af usynligt blod i en afføringstest. Testen tages typisk hjemme og sendes med posten. Hvis der bliver påvist blod i afføringsprøven, bliver man indkaldt til en kikkertundersøgelse (koloskopi) af tyk- og endetarmen.

I 2022 fik 18.243 borgere en koloskopi på baggrund af en positiv FIT-test, hvor der blev fundet blod i afføringen. Det svarer til, at der blev fundet kræft hos en person for hver 27 personer, der fik foretaget en kikkertundersøgelse.

Årsrapport 2022

Grøn streg.pngÅrsrapport 2022 fra Dansk Tarmscreeningsdatabase