På landsplan var 17.172 rygpatienter i fuld beskæftigelse året før første hospitalskontakt. 81 procent af patienterne var i fuld beskæftigelse ét år efter hospitalskontakten. Dermed mister hver femte rygpatient arbejdsevne.
Rygproblemer er en af de helt store folkesygdomme. Hvert år får knap 60.000 danskere så ondt i ryggen, at de opsøger hjælp på et hospital. Men smerterne i ryggen kan desværre være begyndelsen på social deroute.
Nye tal fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) viser, at 19 procent af rygpatienterne ikke fastholder deres beskæftigelsesgrad efter hospitalskontakt. Det dækker over, at nogle patienter helt mister deres arbejde, mens andre arbejder under 30 timer om ugen.
På landsplan var 17.172 rygpatienter mellem 30-60 år i fuld beskæftigelse året før første hospitalskontakt. 81 procent af denne gruppe patienter var i fuld beskæftigelse ét år efter hospitalskontakten.
- Det er ikke tilfredsstillende, at næsten 20 procent ikke bibeholder deres beskæftigelsesgrad efter hospitalskontakt, konkluderer professor ved Syddansk Universitet og speciallæge i reumatologi, Berit Schiøttz-Christensen, som er formand for Dansk Rygdatabase i RKKP.
Professor og databaseformand Berit Schiøttz-Christensen
For første gang har Dansk Rygdatabase brugt data fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering for at følge patienternes beskæftigelsesgrad før og efter behandling på hospitalet.
- Når vi ser på hele befolkningen, mister 5-8 procent arbejdet over en toårig periode. Jeg er overbevist om, at der er en del af rygpatienterne, som kan bibeholde deres arbejde, hvis vi har det rigtige fokus. Så her er klart et potentiale, når vi taler kvalitetsforbedring, udtaler Berit Schiøttz-Christensen.
Nogle rygpatienter har brug for mere tid
Hvis der bliver skruet på de rigtige knapper, mener styregruppen bag Dansk Rygdatabase, at 90-95 procent af rygpatienterne kan fastholde den beskæftigelsesgrad, de havde inden de opsøgte hjælp på hospitalet. Det kræver nytænkning af både det kommunale system og af arbejdsgiverens og patientens kompensationsmuligheder.
Berit Schiøttz-Christensen oplever patienter, som langsomt men sikkert ryger igennem det økonomiske sikkerhedsnet. Problemerne opstår, hvis patienten ikke er afklaret inden 22 uger:
Et eksempel er hr. Hansen, der er udredt og har ikke en diskusprolaps, som han skal opereres for. I stedet skal hr. Hansen genoptrænes i det kommunale system, og genoptræning tager tid. Hr Hansen vurderes som værende færdigudredt. Træning i det kommunale system ses ikke som en del af behandlingen.
- Hvis hr. Hansen ikke kan arbejde på det tidspunkt, ændres sygedagpengeretten til fastholdelse i eget job, hvilket er ensbetydende med en lavere dagpengesats kombineret med usikkerhed omkring mulighederne for at fastholde jobbet. Denne usikkerhed er en meget stressende faktor for den enkelte, pointerer Berit Schiøttz-Christensen.
Efterlyser tålmodighed i systemet
- Jeg kunne ønske mig, at der var mulighed for at samarbejde om en plan for patienten med nogle realistiske tidsfrister, men hvor patienten, mens forløbet står på, bevarer retten til sygedagpenge for den tid, hvor der er et aktivt behandlingsforløb. Det sker i nogle kommuner, men langt fra i alle, siger Berit Schiøttz-Christensen.
Hun peger på, at økonomi faktisk har stor betydning for alle kroniske sygdommes fysiske udvikling. Usikkerhed omkring økonomi forværrer patienternes tilstand og skubber dem længere væk fra arbejdsmarkedet. De økonomiske problemer sætter sig som en anspændthed og nervøsitet i kroppen, og gør det sværere at fastholde fokus på træning.
- På arbejdsmarkedet skal arbejdsgiveren forstå, at rygproblemer er noget, som kan tage længere tid, omvendt har arbejdsgiveren behov for klarhed over økonomien. Vi trænger til at få drøftet politisk, hvordan vi strikker en arbejdsmarkedsmodel sammen, som kan understøtte, når en patient har et længere sygdomsforløb end 22 uger. Patienterne når at blive fyret og komme på alle mulige offentlige ordninger, inden vi kan vurdere deres reelle arbejdsevne.