Afdelingsleder Lasse Nørgaard fratræder efter eget ønske sin stilling i RKKP's Videncenter per 31/1/2021. Lasse Nørgaard har været en del af ledelsen af RKKP siden 2012 med fokus på bl.a. RKKP's IT-udvikling og sundhedsvæsenets kvalitetsudvikling støttet af viden og data fra de kliniske kvalitetsdatabaser.

Senest har Lasse stået i spidsen for RKKP’s kræftafdeling og har aktuelt ansvaret RKKP’s ambitiøse digitaliseringsprojekt, som bl.a. skal gøre data fra kliniske kvalitetsdatabaser tidstro og fjerne dobbeltregistrering i klinikken ved integration af registeringen til databaserne i de elektroniske patientjournaler.

”Lasse har som afdelingsleder og projektejer for RKKP’s digitalisering vist, at han kan lede et ambitiøst projekt med mange afhængigheder og stor betydning for regionernes IT-systemer og den kliniske hverdag. Lasse har haft stor betydning for hele RKKP’s digitalisering og for udviklingen af de kliniske kvalitetsdatabaser på kræftområdet. Vi er ikke i mål endnu, og vi kommer til at savne Lasses til tider lidt skæve vinkler og altid gode humør. Jeg ønsker Lasse al muligt held og lykke med de nye opgaver” siger Jens Winther Jensen, direktør i RKKP.

”RKKP er ved indgangen til 2021 stærkere positioneret i sundhedsvæsenet end nogensinde før. Det er jeg glad for, at jeg har været en del af sammen med medarbejdere og den øvrige ledelse. Det er vemodigt at skulle stoppe i RKKP nu.” siger Lasse Nørgaard, som tiltræder en stilling som stabschef for klinisk kvalitet og patientforløb på Herlev og Gentofte Hospital den 1/2/2021.

Stillingen som afdelingsleder i RKKP's Videncenter for den nyetablerede afdeling Digitalisering og Informatik, med ansvar for den digitale udvikling af de kliniske kvalitetsdatabaser og ikke mindst den fortsatte integration med EPJ’erne osv. opslås snarest. Stillingen som leder af RKKP’s afdeling for kræftdatabaserne er aktuelt under besættelse.

Chefkonsulent Jesper Kjær Hansen konstitueres fra 1/2/2021 som afdelingsleder af Digitalisering og Informatik. Jesper har stor erfaring som projektleder i RKKP's Videncenter bl.a. i digitaliseringsprojektet og i drift og udvikling af de kliniske kvalitetsdatabaser.

Der vil være mulighed for at sige farvel til Lasse Nørgaard den 29/1/2021 kl. 12. Formen vil være afhængig af de til den tid gældende coronarestriktioner. Af hensyn til kommunikationen herom bedes tilmelding sendt til RKKP@rkkp.dk