I Danmark er amputationsraten 50 procent højere end i Norge og Sverige, viser rapporten 'Amputationer og amputationsforebyggende karkirurgiske indgreb i de danske regioner' fra RKKP.
Det undrer ikke direktør og professor Morten Grønbæk fra Statens Institut for Folkesundhed. Danskerne skal i højere grad sige nej til tobak, alkohol og usund mad og ja til motion, fuldkorn og gulerødder, hvis amputationsraten skal ned.
Vi taler med Morten Grønbæk om, hvordan vi undgår, at så mange danskere ender i den ulykkelige situation, at de risikerer at miste et ben?
Spørgsmål: Karkirurger, som foretager amputationsforebyggende behandlinger og sårcentre taler om, at de har flere patienter. Kan vi forvente, at andelen af patienter, som kommer i risiko for amputation, vil stige i fremtiden?
Svar: Diabetes er en af de tilstande, som medfører risiko for amputation. Vi ser en meget kedelig tendens til en stor stigning af svært overvægtige i Danmark. 19 procent af danskerne er nu svært overvægtige med et BMI på over 30 og er dermed i stor risiko for at udvikle type 2-diabetes. Derudover bliver der flere ældre, derfor vil jeg desværre forvente, at flere patienter vil udvikle dårlig blodforsyning i benene.
Spørgsmål: Amputationsraten i Norge og Sverige er 50 procent lavere end i Danmark. Hvad skyldes det?
Svar: Der er nogle grundlæggende forskelle i fordelingen af en række risikofaktorer. Danskerne ryger og drikker betydeligt mere end svenskere og nordmænd. Derudover er vores nordiske naboer mere fysisk aktive, så der er flere faktorer, som betyder, at selve patientmaterialet eller baggrundsbefolkningen generelt er væsentligt sundere i Sverige og Norge, og det gør, at de har færre, som skal amputeres.
Det vigtigste er naturligvis, at undgå at ende i risiko for amputation. Derudover er det også interessant, at vi kan se, at de forskellige livsstilsfaktorer også giver sig til kende i forhold til, hvor godt patienten kommer sig efter operation.
I flere tidligere undersøgelser af kvaliteten af kirurgi, så vi en stor forskel på succesraten blandt danske kirurger i forhold til norske og svenske. Jeg tror ikke et øjeblik på, at danske kirurger er dårligere end deres norske og svenske kollegaer, men forskellen skal i virkeligheden findes i, at patienterne, der opereres i Danmark, generelt er dårligere. Hvis man som kvinde får fjernet livmoderen - og har et stort alkoholforbrug og ryger, så har hun en dårligere sårheling og kommer derfor dårligere gennem forløbet.
Det tror jeg er et vigtigt parameter. Disse resultater kan med stor sikkerhed overføres til reetablering af blodforsyningen i benene ved karkirurgiske amputationsforebyggende behandlinger, altså at hvis patienten ryger eller har et stort alkoholforbrug, vil patienten have en dårligere sårheling. Det vil grundlæggende sige, at kirurgerne har et meget dårligere udgangspunkt for en succesfuld behandling.
Interview med direktør og professor Morten Grønbæk.
Spørgsmål: Region Sjælland har landets højeste amputationsrate, en del af forklaringen – ikke hele forklaringen, er vel også, at baggrundsbefolkningen her lever mere usundt?
Svar: Der er regionsforskelle og endnu større forskelle, når vi ser på sundhedsklynger. I rapporten ser sundhedsklyngen omkring Nykøbing Falster helt slem ud med landets absolut højeste amputationsrate. Sundhedsklyngen Nykøbing Falster dækker Guldborgsund, Lolland og Vordingborg kommuner. Det ved vi er de tre dårligst stillede kommuner i landet. Der er en kæmpe social ulighed med stor overvægt af rygere og svært overvægtige.
Selvfølgelig er der også folk i Region Sjælland, som lever sundt, men der er en ophobning af personer, som lever virkelig usundt; en ophobning af flere forskellige risikofaktorer, både rygning, overvægt og inaktivitet.
Spørgsmål: Det er ikke ny viden, at vi bliver syge, hvis vi lever usundt. Alligevel bliver vi federe og mere inaktive, hvordan forebygger vi effektivt?
Svar: Vi ved faktisk ikke, hvorfor der sker en stor stigning i andelen af svært overvægtige voksne danskere. Og før vi kender årsagen, er det svært at gøre noget ved problemet.
Men der er ingen tvivl om, at langt det bedste er, hvis man kan forhindre folk i at blive overvægtige. Når kiloene først er kommet på, er det meget kompliceret at komme af med dem igen, så forebyggelse af overvægt er noget, vi bør forske mere i.
Mit bud er, at hvis vi sammenligner med for ti år siden, så går det ikke meget dårligere med kost og fysisk aktivitet. Der er nogle andre faktorer, som spiller ind. Nu er jeg ikke fedmeforsker, men mine kollegaer kan heller ikke forklare, hvorfor at vi bliver federe og federe.
Spørgsmål: Hvis man skal hjælpe flest patienter med at undgå at ende i risiko for at miste et ben, er det så bedst at sætte ind mod overvægt?
Man må ikke glemme rygning. Det er en klar risikofaktor, og 14 procent af befolkningen ryger stadig. Derudover er rygning faktisk let at gøre noget ved. Det er klart, at mange har svært ved at stoppe med at ryge, men langt de fleste kan faktisk stoppe med at ryge. Det er ufatteligt meget lettere at få en ryger til at stoppe med at ryge, end at få en svært overvægtig til ikke at være svært overvægtig.
En anden ting er, at hvis du som svært overvægtig holder kroppen i gang, så undgår du mange af følgeskaderne. Professor Bente Klarlund kalder det: 'Hellere fed og fit end tynd og tam'. Der er personer med BMI på 35, som motionerer, spiser sundt og holder en nogenlunde stabil vægt. De har bedre odds, end hvis man ryger og er inaktiv.
