Alle danske børns data om motorik, amning og vækst, som indsamles af landets sundhedsplejesker, skal samles i en landsdækkende database hos Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP). Databasen er under opbygning.

Formål

Grøn streg.pngFormålet med Landsdækkende Database for Børn og Unges Sundhed (LDBU) er at etablere en klinisk kvalitetsdatabase med en komplet børnepopulation fra før fødsel og til 15 år, der indeholder indikatorer, som er relevante for de faglige miljøer, blandt andet med udgangspunkt i ”Anbefalinger for svangreomsorgen” og ”Vejledning for de forebyggende sundhedsydelser til børn og unge”. Der arbejdes for på sigt at inddrage data fra praktiserende læger. Med projektet ønskes følgende formål opnået:

  • At standardisere og automatisere journaldata fra sundhedsplejen i alle 98 kommuner, samt koble data fra sundhedsplejen med eksisterende databaser og registre på fødeområdet i en samlet klinisk kvalitetsdatabase.
  • Kompetenceudvikling af sundhedsprofessionelle i datadrevet kvalitetsudvikling og systematisk registrering
  • Levering af relevante, valide og tidstro data, der som minimum månedligt sendes retur til praksis sammen med forskningskommenteret viden baseret på data.

Indhold

Grøn streg.pngProjektet består af fem arbejdspakker.

Arbejdspakke 1: Etablering af Landsdækkende Database for Børn og Unges Sundhed (LDBU). Denne arbejdspakke skal etablere en landsdækkende klinisk kvalitetsdatabase for børn og unge, der kan godkendes af Sundhedsdatastyrelsen. Arbejdspakken leveres af RKKP.

Arbejdspakke 2: Data fra sundhedsplejen stilles til rådighed via den Fælleskommunale Gateway. Denne arbejdspakke skal sikre, at udvalgte og standardiserede data fra sundhedsplejen stilles til rådighed via den Fælleskommunale Gateway, og at data fra gatewayen kan deles med henblik på videre behandling, analyse og formidling. Arbejdspakken leveres af Kommunernes Landsforening (KL).

Arbejdspakke 3: Implementering af LDBU i kommunerne. Denne arbejdspakke skal tydeliggøre for sundhedsplejersker og beslutningstagere i kommunerne, hvilken værdi LDBU vil have for den enkelte kommune, sundhedsplejerskerne og i sidste ende for børnenes sundhed. Derudover udbrede viden om vigtigheden af valid registreringspraksis og datadrevet kvalitetsudvikling af praksis, og hvilken afgørende rolle sundhedsplejerskerne har i dette arbejde. Arbejdspakken leveres af Statens institut for folkesundhed (SIF).

Arbejdspakke 4: Formidling af praksisrettet viden fra LDBU. Denne arbejdspakke skal omsætte og formidle de indsamlede data til praksisrettet viden, som øger faglig udvikling og kvalitetssikring i sundhedsplejen, på fødeafdelingerne, samt i kommuner og regioners arbejde med børn og unges sundhed og trivsel. Arbejdspakken leveres af SIF.

Arbejdspakke 5: Forskning i LDBU. Denne arbejdspakke skal skabe valide, eftertragtede og brugbare data, der danner grobund for såvel målrettede indsatser, som yderligere forskning af høj kvalitet. Arbejdspakken leveres af SIF.