RKKP’s nye strategi sætter kursen mod en fremtid med sammenhæng mellem sektorer, styrkelse af det nære sundhedsvæsen og fokus på resurserne.

Dialog og samarbejde. Det bliver de vigtigste redskaber til at bringe RKKP i mål med strategien 2024-27: Viden til et bedre sundhedsvæsen.

En strategi, hvor kvalitetsudvikling skal navigere i et farvand med massiv mangel på arbejdskraft i sundhedsvæsenet samt et voksende politisk fokus på det nære sundhedsvæsen, hvor en større del af behandlingen og ikke mindst forebyggelse og genoptræning i fremtiden foregår.

Men også en virkelighed, hvor det bliver endnu vigtigere at udnytte datastøttet kvalitetsudviklings fulde potentiale til at understøtte, at patienterne, trods svære tider, oplever bedre udredning og behandling.

- Vi skal væk fra at tænke kvalitetsudvikling som ekstra krymmel på kagen. Kvalitetsudvikling er selve grundlaget for optimal udnyttelse af resurser, understreger Jens Winther Jensen og uddyber:

- Både for patienterne og for resurseforbruget er der meget kvalitet i at gøre det rigtige første gang. Hvis vi undgår en genindlæggelse, fordi vi gør det rigtige første gang, spares resurser, og vi har gjort det rigtige for patienten. Anerkendte faglige kvalitetsmål og kliniske retningslinjer er centrale for, at vi kan levere en god kvalitet og ikke får udgiften et andet sted.

Bæredygtig kvalitetsudvikling

Også i RKKP skal udvikling af kvalitetsmål undergå en skarp prioritering.

Lodderne i vægtskålene skal balancere: Hvilken værdi giver kvalitetsmålet for patienterne i forhold til resursetrækket?

- Den kliniske kvalitetsudvikling er stadig grundlaget for RKKP’s opgave. Men tidligere kunne vi måske tillade os at have mindre fokus på, hvilket træk på resurser et givent kvalitetsmål ville medføre. Det kan vi ikke længere:

- Fornuftig omgang med resurser er en præmis for kvalitetsudvikling. Det skal institutionaliseres i styregrupperne, at resurseforbruget altid skal drøftes og overvejes nøje, når der udvikles nye indikatorer, pointerer Jens Winther Jensen.

Derudover lægger strategien også op til, at RKKP helt afskaffer dobbeltregistrering ved at udnytte teknologier for automatiseret indberetning og ved at indhente data fra centrale datakilder.

Dialog, dialog og mere dialog

- Og så skal vi øge dialogen markant, understreger Jens Winther Jensen.

Jens Winther Jensen understreger, at det er vigtigt, at databasernes styregrupper løbende er i dialog med de klinikere og ledelser i sundhedsvæsenet, som benytter viden fra databaserne til at udvikle kvaliteten for patienterne.

- Hvis der er nogen i sundhedsvæsenet, som sidder tilbage med en opfattelse af, at det er databasernes skyld, at der iværksættes unødvendige kontroller eller behandlinger, så skal det frem. Den dialog er ekstrem vigtig, og det er vores opgave i RKKP at initiere og facilitere den dialog med vores brugere.

Det samlede patientforløb

Et af de vigtigste politiske temaer, som strategien 2024-27 adresserer er, hvordan data bedst understøtter det samlede patientforløb, så viden om den kvalitet, patienterne møder, ikke tabes i overgangen mellem hospital, kommune og egen læge.

Derudover forbereder strategien RKKP til en fremtid, hvor en større del af behandlingen skal løftes i det nære sundhedsvæsen, hvor hjælp ydes i patientens eget hjem eller i nære omgivelser. I takt med denne udvikling stiger behovet for troværdig datastøttet viden til kvalitetsudvikling og til at belyse eventuelle forskelle i kvaliteten i det nære sundhedsvæsen.

Databaserne er historisk skabt til at understøtte kvaliteten i udredning og behandling for patienter på hospitalerne, men fremadrettet er det nødvendigt, at RKKP favner praktiserende læger og kommuner, så de ser deres perspektiver og behov blive løftet i databaserne.

Rækker ud efter hjælp

- Verden er simpel på hospitalerne. Patienterne er delt op efter diagnoser. Men fra det nære sundhedsvæsens perspektiv, eller for den sags skyld patientens, er verden knap så simpel. Patienten lider ofte af flere forskellige sygdomme. Det skaber udfordringer omkring, hvordan vi skaber relevante patientpopulationer, så vi bedst understøtter kvalitetsudvikling i det samlede patientforløb.

Jens Winther Jensen peger på nødvendigheden af patientrapporterede resultatmål, Patient Reported Outcome Measures (PROM) til at understøtte kvalitetsudviklingen i det nære sundhedsvæsen.

Derudover påpeger han, at RKKP skal finde de relevante fagligheder hos kommuner, speciallæger, almene læger og patientforeninger, som er nødvendige for at skabe enighed omkring, hvilke målepunkter, der er relevante for at skabe kvalitet for patienterne.

- Vi er afhængige af at sætte de rette fagligheder sammen for at opnå enighed om, hvilke data vi skal bruge til at drive kvalitetsudvikling i det enkelte patientforløb. Det er en udfordring, som vi skal løse sammen med de forskellige aktører. Derudover oplever vi, at det kan være svært at opnå konsensus, fordi der mangler evidensbasseret forskning til at underbygge beslutningerne, siger Jens Winther Jensen og fortsætter:

- Vi får brug for hjælp til at løse den her opgave, og vi skal være dygtige til at række ud til aktørerne. Vi har modtaget stor opbakning i processen med at udarbejde strategien, opgaven er nu at bede nogle af alle dem, der bakkede op, om også at hjælpe med at få RKKP i mål med at understøtte kvalitetsudvikling for det samlede patientforløb – uanset hvor i landet og i hvilken sektor patienten tilses.