Kronik: Sundhedsvæsenet holdt stand under pandemien, men den sociale ulighed blev udstillet

Kronikken er bragt i Berlingske den 29. marts 2023: 

Kronik af Jan Mainz, Jens Winther, Søren Paaske Johnsen og Søren Valgreen Knudsen

I meteorologien anvendes betegnelsen '100-årshændelse' om ekstraordinære vejrfænomener, som kun sker en gang hvert hundrede år. COVID-19-pandemien har været en 100-årshændelse for sundhedsvæsenet. OECD har vurderet, at COVID-19-pandemien repræsenterer den største globale sundhedskrise i de sidste 100 år. COVID-19 har udfordret mere end 200 lande, truet den globale økonomi, den sociale velfærd og livskvaliteten for den samlede verdensbefolkning.

Sundhedsvæsenet var og har efterfølgende været udfordret. Spørgsmålet er, hvordan patienter med andre sygdomme end COVID-19 er blevet behandlet under pandemien og med hvilken kvalitet? Og hvordan COVID–19 har påvirket den forventede levetid i Danmark?

Hvordan har sundhedsvæsenet håndteret patienter med andre sygdomme under COVID-19 pandemien?

Dette er netop blevet undersøgt af Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP). Undersøgelsen har fokuseret på 11 sygdomsområder med data fra 11 nationale kliniske kvalitetsdatabaser og befolkningsregistre fra 2015 og frem til tredje genåbning i 2022.

Undersøgelsen har fokuseret på akutte hospitalskontakter, blodprop eller blødning i hjernen, KOL, brystkræft, lungekræft, tyk- og endetarmskræft, screening for livmoderhalskræft, brystkræft og tarmkræft, palliativ behandling og skizofreni. 

Undersøgelsen viste, at der i starten af pandemien i foråret 2020 var et fald i sygehuskontakter, men faldet blev udlignet, og aktivitetsniveauet for de fleste sygdomme endte på samme niveau som før pandemien. Undersøgelsen viste også, at sundhedsvæsenet var i stand til at fastholde kvaliteten for de 11 sygdomsområder på trods af belastningen af COVID-19. De langsigtede konsekvenser af faldet i antal kontakter kan ikke besvares i undersøgelsen, da det kræver længere opfølgningstid.

På den negative side viste undersøgelsen, at den sociale ulighed i sundhedsvæsenet blev forværret under pandemien, især for indvandrere, personer der bor alene, personer med kort uddannelse og lavindkomstgrupper. De detaljerede resultater for de enkelte sygdomme er tilgængelige her RKKP's COVID-19-projekt

Hvordan har COVID-19 generelt påvirket dødeligheden i Danmark?
En netop offentliggjort international undersøgelse viser, at COVID-19-pandemien har haft signifikant negativ effekt på den forventede levetid i en række lande. I de 29 lande, der indgår i undersøgelsen, er den forventede levetid faldet i 27 lande. Det største faldobserveres blandt mænd i USA, hvor den forventede levetid er  faldet med 2,2 år. For lande som Sverige, Spanien, Italien, England og Belgien opleves det største fald siden 2. Verdenskrig.

Danmark er et af de få lande, hvor den forventede levetid ikke er faldet. I undersøgelsen angives det, at forklaringen herpå kan være, at der rettidigt blev iværksat nedlukninger af samfundet, samt retningslinjer for hygiejne.

Undersøgelsen viser også, at stigningen i dødelighed på grund af COVID-19 er blevet overhalet af et fald i dødelighed forårsaget af andre årsager. Selv om nogle døde af COVID-19, var der samtidigt færre som døde af andre årsager således, at den samlede dødelighed ikke ændrede sig synderligt. Når Danmark rent sundhedsmæssigt er kommet relativt godt igennem pandemien, kan det bl.a. forklares med, at vort sundhedsvæsen sammenlignet med andre landes ikke har været belastet i samme omfang, fordi færre blev syge, og andelen af vaccinerede hurtigt blev høj, så de smittede blev mindre syge.

Hvad kan vi lære af COVID-19?

I Danmark blev samfundet lukket ned på et tidligt tidspunkt, da COVID-19 pandemien indtraf. Der blev indført en stor kapacitet til COVID-19 testning af hele befolkningen fra maj 2020. Disse tests blev i vid udstrækning udført af ikke-sundhedsprofessionelle og beslaglagde ikke ressourcer i form af sundhedspersonale i sundhedsvæsenet, hvilket var tilfældet i mange andre lande.

Der var daglige opdateringer af COVID-19 smittetal og anbefalinger i medierne. Dette har øget sandsynligheden for, at befolkningen kendte og fulgte de anbefalinger, der blev meldt ud. Derudover er det en vigtig læring, at det i Danmark var gratis at få foretaget COVID-19 test og gratis at blive vaccineret mod COVID-19, hvilket har øget antallet af COVID-19-testede og øget vaccinationsgraden.

Disse tiltag har mindsket smittespredningen og belastningen af sundhedsvæsenet. Alt dette kan have bidraget til, at antallet, der døde af COVID-19, ikke blev større. Hertil kommer tiltag i sundhedsvæsenet, hvor planlagte, ikke livstruende procedurer og operationer blev udskudt i starten af pandemien, hvorimod udredning og behandling af akut sygdom inklusive kræftsygdomme blev opretholdt.

Der var således en lavere belastning af sundhedsvæsenet af øvrige patientgrupper, hvilket har frigjort ressourcer til patienter med akutsygdomme, inklusive kræft. Dette kan have styrket kvaliteten i behandlingen for disse patientgrupper og bidraget til, at der ikke skete en overdødelighed af ikke-COVID-19 sygdomme. Kræftscreeningsprogrammerne blev opretholdt, så tidlig opsporing af kræft kunne fortsætte.

Danmark var således ét af de eneste lande i verden, hvor screeningsprogrammerne forblev åbne under hele pandemien.
Den aktuelle RKKP-undersøgelse peger imidlertid også på, at socialt sårbare grupper, herunder indvandrere var særligt udsatte under COVID-19.

Kontaktfaldet til sundhedsvæsenet var størst blandt socialt udsatte personer. Den påviste sociale ulighed er særdeles bekymrende og antyder, at sundhedsbudskaber ikke opfattes ens i alle befolkningsgrupper, og at barrierer ift. at søge læge er forskellige i forskellige befolkningsgrupper.

Det er derfor vigtigt at sikre lige og let adgang til sundhedsvæsenet til alle
befolkningsgrupper og at tydeliggøre, at man skal søge læge ved symptomer på sygdom, også under en pandemi. Fra andre undersøgelser ved vi, at socialt udsatte får ringere behandling end velstillede, både når det gælder behandling af fysisk og psykisk sygdom. (Folketingets Rigsrevision: Beretning om forskelle i behandlingskvaliteten på sygehusene, PubMed: Differences in quality of care, mortality, suicidal behavior, and readmissions among migrants and Danish-born inpatients with major depressive disorder).

Det er således ikke et nyt fund. COVID-19 har dermed været et forstørrelsesglas for et alvorligt problem, vi også havde i vores sundhedsvæsen før pandemien. De påviste sociale forskelle er tydelige og kalder på, at vi retter et særligt fokus mod at udligne og forebygge den sociale ulighed i sundhed generelt i det danske sundhedsvæsen og i fremtidige pandemier. Den sociale dimension skal inddrages i fremtidig risikovurdering. Vi skal med andre ord behandle borgerne forskelligt, for at behandle dem ens.

Det danske sundhedsvæsen har på mange måder håndteret COVID-19 godt, så pandemien kun i begrænset omfang har påvirket behandling af andre sygdomme. Det understreger, at det danske sundhedsvæsen har en robusthed, så vi på kort tid kunne omstille sundhedsvæsenet til at håndtere en alvorlig pandemi. Men vi må også erkende, at 100-årshændelser kommer med en pris.

I det danske sundhedsvæsen har pandemien efterladt os med betydelige ventelister til en række behandlinger og et hårdt belastet personale, som har løbet meget stærkt i en periode, hvor sundhedsvæsenet i forvejen var udfordret af en aldrende befolkning, flere kronisk syge og forventninger om implementering af nye og dyre behandlingsmuligheder.

Det er således ikke givet, at sundhedsvæsenet vil være i stand til at håndtere den næste 100-årshændelse med tilsvarende succes med mindre, der i rette tid gøres de nødvendige forberedelser, herunder at det sikres, at lektien fra COVID-19 pandemien ikke glemmes.