Fastsættelse af standarder for indirekte synketest og direkte, reducering af dedikeret indberetning for 4 indikatorer  vedr. vurdering af behov for rehabilitering, samt nedre tidgrænse for vurdering med modified Ranking Score  3mdr. efter indlæggelse

Standarder for Indirekte synketest og direkte

Indirekte synketest

Styregruppen har besluttet at  fastholde standarden  for indikatoren om ”indirekte” synketest på 85%. Dette støttes af ESO guidelines vedr. dysfagi, og  med en udvidelse af tidsammen op til 6 timer efter indlæggelsen vurderes det  nogle af de organisatoriske udfordringer kan afhjælpes.  

Men udgangspunktet er dog at dysfagiscreening skal udføres så tidligt som muligt (inden for 6 timer) og inden patienten tilbydes kost eller væske per os.

I den kliniske praksis er det vigtigt at have for øje, at den indirekte synketest også er udført, når der forelægger en observation af, at patienten eksempelvis ikke kan holde sig vågen i 15 sammenhængende minutter eller synke eget mundvand. De dårligste patienter vil derved hurtigt kunne vurderes og indikatoren opfyldt, men patienten vil ikke bestå den indirekte synketest og dermed ikke indiceret at foretage en direkte synketest.

Direkte synketest

For den ”direkte” synketest sættes standarden  65% af patienterne, der  skal vurderes inden for 6 time efter indlæggelsen. For data fra 2021 blev 65% af patienterne på landsplan vurderet ved ”direkte” synketest under indlæggelsen (målopfyldelsen varierede fra 58% i den laveste region til 77% i den højeste, jf. appendix årsrapport 2021). Disse tal indikerer, at det er fagligt relevant at foretage direkte synketest for gennemsnitlig 65% af patienterne og derfor fastsættes standarden dertil.

Styregruppen  har truffet beslutningerne på baggarund af,  at der  er litteratur, der understøtter effekt af tidlig synketest på outcome.

Det bemærkes at tidsgrænsen er øget fra 4 timer til 6 timer med tilbagevirkende kraft fra og med 1. januar 2022, således at data for 2022 bliver vurderet ud fra den nye tidsgrænse og nye standarder.

At kunne skelne mellem tidlig start på fysioterapi og ergoterapi  i genoptræningsindikatorerne

For at kunne skelne mellem tidlig start på fysioterapi og ergoterapi  i genoptræningsindikatorerne  vil der fra 1. januar 2023 skulle tilføjes en fagspecifik SKS tillægs kode hhv. ZNB02 Fysioterapi  og ZNB03 Ergoterapi  som skal indberettes sammen med behandlingskoderne (BTNA*, BLNC*, BLNR* osv.).

Derved vil disse fagspecifikke koder både skulle indberettes ifm. den første vurdering (ZZ5049*) og sammen med behandlingskoderne.

Regionerne er tidligere varslet ift. indberetning af de fagspecifikke tillægskoder sammen med ZZ5049* pr. 1. januar 2023.

Ovenstående betyder at både data vedr. de følgende 4 indikatorer  udgår fra dedikeret indberetning via Kvalitets Indberetnings Platform (KIP) og i stedet høstes direkte via Landspatientregisteret (LPR):

  • Andel af patienter med akut stroke, der vurderes af fysioterapeut med henblik på afklaring af omfang og type af rehabilitering samt tidspunkt for opstart af fysioterapi senest 48 timer efter indlæggelse.
  • Andel af patienter med akut stroke, der vurderes af ergoterapeut med henblik på afklaring af omfang og type af rehabilitering samt tidspunkt for opstart af ergoterapi senest 48 timer efter indlæggelse. samt
  • Andel af patienter med aneurysmal SAH, der vurderes af fysioterapeut med henblik på afklaring af omfang og type af rehabilitering inden udskrivelse.
  • Andel af patienter med aneurysmal SAH, der vurderes af ergoterapeut med henblik på afklaring af omfang og type af rehabilitering inden udskrivelse.

Nedre tidgrænse for vurdering med modifiede Ranking core (mRS) 3mdr. efter indlæggelse

Dansk Apopleksiregister (DAP) har modtaget en række henvendelser fra klinikere,  som har spurgt ind til, om der er  en nedre tidsgrænse, for hvornår en vurdering med mRS 3mdr. efter indlæggelse tæller med i beregningen ift. tidsrammen med et ønske om,  at vurdering kan  foretages før end de 3 mdr.,  som aktuelt er den nedre tidsgrænse.

DAP tilretter derfor beregningsregler således,  at tidsrammen ændres til:

  • at  mRS skal vurderes tidligst efter 3 mdr. minus 2 uger og senest inden 3 mdr. plus 4 uger.

Således imødekommes ønsket fra klinikken.  I DAP beregningen  vil der blive et spænd på 6 uger.

For en god ordens skyld bemærkes,  at der i forskningssammenhænge anvendes 3 mdr. +/- 2 uger.  Således er de to uger før velkendt og accepteret i faglige kredse.

Beregningsreglerne for mRS er gældende fra 1. april 2022, hvor vurdering af mRS 3 mdr. efter indlæggelse trådte i kraft.

Såfremt der er spørgsmål  til ovenstående,  kan der rettes henvendelse til kvalitetskonsulent cand.scient.san. ph.d. Annette Ingeman på e-mail: anning@rkkp.dk