Det er nok ikke gået nogens opmærksomhed forbi, at Landspatientregister version 3 (LPR3) går i luften i starten af 2019. Regionerne er i øjeblikket i fuld gang med at implementere og teste indberetning til LPR3, så alt er klar til overgang: Midtjylland, Sjælland og Hovedstaden i weekenden d. 2.-3. februar 2019 - Syddanmark og Nordjylland i weekenden d 2.-3. marts 2019.

Faglig følgegruppe
Vi har også i RKKP's Videncenter fuld fokus på, at en af de væsentligste datakilder for databaserne ændrer sig. Vi informerer derfor her om vores plan for at håndtere et kommende LPR3.

Vi inviterer samtidig repræsentanter fra databasernes styregrupper til deltagelse i en klinisk følgegruppe, som skal sikre relevant klinisk input i forbindelse med implementering af LPR3 i databaserne.

Er du interesseret i at deltage i en følgegruppe, bedes du melde tilbage til fagligkvalitet@rkkp.dk senest fredag d. 16. november 2018.
På baggrund af tilbagemeldinger vil vi nedsætte en bredt fagligt funderet følgegruppe bestående af 10-12 medlemmer.

Hvordan håndterer vi LPR3?
RKKP's Videncenter har nedsat et internt projekt til at understøtte overgangen til og implementeringen af LPR3 i databaserne.

Formålet er, at RKKP skal være klar til at modtage, analysere og afrapportere på LPR3 data, når regionerne overgår til LPR3-indberetning. Det er målet, at (1) LPR3-data skal være implementeret på vores analyseplatform i en kendt valideret struktur, som kan kobles med eksisterende LPR2-data, samt at (2) medarbejderne i RKKP Videncenter får det fornødne kendskab til LPR3 for at kunne implementere brugen af LPR3 i de enkelte databaser.

Der er derfor særligt fokus på:

  • Individuel vurdering af den enkelte databases behov - one size doesn’t fit all
  • Prioritering af databaseområder, som bliver særligt berørt ved overgangen til LPR3
  • Undervisningsindsats i RKKP’s Videncenter
  • Informationsindsats i forhold til databasernes styrerupper og i RKKP's Videncenter

Fokus p.t. er analyse af de enkelte databasers behov for LPR-data. I et forsøg på at mindske de potentielle konsekvenser for databasernes afrapportering, arbejdes der med en model for en midlertidig løsning for databaser med et simpelt behov for LPR-data, således at der kan fokuseres på fuld implementering for de databaser, der bliver hårdest ramt ved overgang til LPR3. I analysefasen fordeles databaserne efter:

  1. Omfanget af databasens brug af LPR-data: databaser med dedikeret indtastning, som "kun" anvender LPR-data til opgørelse af registreringskomplethed og/eller komorbiditet; databaser som udelukkende er LPR-baserede; databaser hvor populationen defineres på baggrund af LPR (eksempelvis DNKK)
  2. Indholdet i databasernes brug af LPR-data: der implementeres LPR3 resultatindberetning for databasen; databasen benytter i væsentlig omfang tillægskodning af diagnoser eller procedurer (tillægskodning bliver frivillig i LPR3), databasen benytter LPR-tabeller, som ændres væsentligt i LPR3. Eksempler: pakkeforløbsmarkører, tillægskodning i de obstetriske og psykiatriske databaser, tillægskodning af proceduretid
  3. Konsekvens ved forsinkelse: I hvor høj grad påvirkes databasens drift og afrapportering ved en forsinkelse af LPR3-data og –implementering

På baggrund af analysen udarbejdes en konkret plan for databasernes implementering af LPR3 og i hvilket omfang det er nødvendigt med fuld implementering i forbindelse med overgang. Det bliver følgegruppens første opgave at kvalificere denne plan.

Hvad kan I forvente?
I vil blive løbende informeret om processen, herunder hvilken betydning LPR3-implementeringen forventes at få for lige nøjagtigt jeres database. Information vil både være i form af generelle nyhedsbreve som dette og i form af specifik information fra teamet fra RKKP's Videncenter tilknyttet jeres database. I vil ligeledes blive inddraget i arbejdet med analyse og implementering, hvor det er relevant.

Hvad er LPR3?

  • LPR3 er ”Det nye Landspatientregister”, som erstatter det nuværende LPR2.
  • Alle kontakter mellem patient og sygehusvæsen skal indberettes som selvstændige kontakter (fremover også hver enkelt ambulant kontakt - også hvor der ikke sker fysisk fremmøde af patient).
  • Der skelnes ikke længere mellem en ambulant kontakt og en indlæggelseskontakt i indberetningen.
  • LPR3 giver mulighed for forløbsbaseret registrering vha. ”Forløbselementet, som samler alle typer af kontakter, diagnoser, forløbsmarkører og kliniske ydelser som pt. har modtaget i en periode i et sygdomsforløb, knyttet til en forløbsansvarlig organisatorisk (SOR) enhed”. Ved opstart implementeres dette kun struktureret på udvalgte områder, eksempelvis fødsler, cancer, psykiatri.
  • Enhver kontakt mellem patient og sygehusvæsen skal knyttes til ét og kun ét sygdomsforløb (Forløbselement).
  • Ved flere samtidige/parallelle sygdomsforløb (flere aktive Forløbselementer) er det en klinisk vurdering, hvilket sygdomsforløb en kontakt, forløbsmarkør eller procedure skal knyttes til.
  • Forløbselementet = det ægte patientforløb, hvor ”alle ydelser, der vedrører samme kliniske forløb kan kobles sammen af et forløbselement med en sigende forløbslabel”.  
  • Brug af tillægskoder forbliver en (valgfri) mulighed, men der lægges op til at disse oplysninger indberettes som resultatindberetning.

 

Kilde: Vejledning til indberetning til Landspatientregistret (LPR3), SDS, 2018.