Som den første af de kliniske kvalitetsdatabaser er Dansk Voksen Diabetes Database nu fuldt integreret med Sundhedsplatformen. Dermed bliver det lettere at skabe et retvisende billede af behandlingskvaliteten i det østlige Danmark - og at benytte relevante patientdata til forbedring.

"Det er utroligt vigtigt, at vi nu får mulighed for at monitorere kvaliteten af vores behandling og kontrol – og for at dokumentere om kvaliteten er ændret efter overgang til Sundhedsplatformen. Det er jo netop en af de vigtige intentioner med en elektronisk patient­journal, at man kan få et over­­blik over kvaliteten. Dermed er det også en stor tilfredsstillelse for alle dem, som har tastet data i Sundhedsplatformen, at de nu kan bruges til dette formål. Det vil dog tage tid at sikre, at alt er dokumenteret korrekt, når man skifter et så grundlæggende system ud – men det er en lovende begyndelse", udtaler Peter Rossing, professor ved Steno Diabetes Center Copenhagen og styregruppeformand for Dansk Voksen Diabetes Database.

Fokus på tidstro og relevante data

Klinikerne kan nu se alle registrerede data i Sundhedsplatformen med det samme, og de bliver gjort opmærksom på eventuelle mangler og fejl, inden data sendes direkte til RKKP.

"Integrationen af de nationale kliniske kvalitetsdatabaser i EPJ har afgørende strategisk betydning for RKKP, som skal bidrage til mere tidstro data og mindske registreringsbyrden i klinikken. Der skal ikke være registreringer til de kliniske kvalitetsdatabaser, som ikke er relevante for behand­lingen af den aktuelle patient. Så selvom det kræver strukturerede data og indtastning bør dette ikke bidrage til at øge den nødvendige dokumentation, siger Jens Winther Jensen, direktør for RKKP (Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram).

Region Hovedstaden og RKKP arbejder på at integrere Sundhedsplatformen med yderligere 15 databaser frem imod 2022 – ud over de ca. 20 databaser som Sundhedsplatformen i dag sender data til via andre systemer. RKKP samarbejder også med MidtEPJ om at etablere en integration med Dansk Register for Akut Koronart Syndrom.