Efter et dyk i kræftscreeningsaktiviteten under første COVID-19-lockdown kom danskerne tilbage. Men pandemien havde en slagside. Flere socialt sårbare blev helt væk fra screening, viser studier fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).
Som det eneste land, valgte Danmark at fortsætte alle tre screeningsprogrammer for kræft gennem hele COVID-19-pandemien. Derfor har resultater for, hvordan COVID-19 har påvirket deltagelsen i screeningsprogrammerne været ventet med spænding.
Nye studier Regionerne Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) viser, at der efter den første COVID-19-lockdown i marts 2020 skete et markant fald i antallet af screeninger for alle tre kræftscreeningsprogrammer: tarmkræft, livmoderhalskræft og brystkræft.
Men efter et år, var nedgangen indhentet, og deltagelsen var igen på niveau med tidligere år. Faktisk viser tallene, at der efter de første tre måneder efter første lockdown var en højere deltagelse i tarmkræftscreening.
- Det er betryggende, at det ser ud til, at folk blot udsætter deres screeninger. Det vidner om et robust sundhedstilbud, siger Tina Bech Olesen. Hun er projektleder for COVID-19-projektet i RKKP, hvor man har undersøgt deltagelsen i tarmkræftscreening, mammografiscreening og livmoderhalskræftscreening i perioden fra januar 2015 til september 2021.
- Det er overraskende, at vi faktisk ser en øget deltagelse i tarmkræftscreening. Måske hænger det sammen med, at tarmkræftscreening er en selvopsamlet prøve, og når folk arbejder hjemme, får de måske bedre tid til at åbne post og indsende afføringsprøve, siger Tina Bech Olesen.
Berit Andersen, klinisk professor ved Aarhus Universitet og cheflæge ved Afdeling for Folkeundersøgelser på Regionshospitalet Randers, har deltaget i arbejdet og ifølge hende, ligger resultaterne i tråd med hendes egne oplevelser fra dagligdagen på Regionshospitalet Randers.
- I forbindelse med, at vi oplevede et fald i deltagelsen i mammografiscreening i begyndelsen af pandemien, spurgte vi kvinderne, hvorfor de blev væk. De fortalte, at de ikke opfattede screening som akut og dermed ikke noget, de ville belaste sundhedsvæsenet med. Derudover ønskede nogle ikke at udsætte sig for smitte ved at benytte offentlig transport.
Senere screening
I sundhedsvæsenet har der været en bekymring for, at corona ville afskrække folk fra at blive screenet, hvilket vil betyde, at kræft ikke bliver opdaget i tide.
- Vi screener jo for at mindske sygelighed og dødelighed. Derfor er det som udgangspunkt vigtigt, at så mange som muligt deltager, siger Berit Andersen.
Nogle måneders udsættelse af screening får ingen nævneværdig betydning for patienternes eventuelle udvikling af kræft, vurderer hun:
- Livmoderhalskræftscreening er et forebyggende program, hvor man leder efter forstadier til kræft, som er omkring ti år om at udvikle sig. Derfor vil et par måneder fra eller til ikke gøre nogen forskel, hvis man i øvrigt deltager regelmæssigt, siger Berit Andersen og fortsætter:
- Ved mammografiscreening leder vi efter selve brystkræften. Knuden udvikler sig fra at være uden symptomer og usynlig på billeder. Dernæst bliver den synlig på billeder men ikke noget, patienten mærker. Til sidst kan kræften både ses og mærkes.
- Der vil sandsynligvis være nogle, som har fået konstateret deres brystkræft lidt senere. Omvendt vil der være nogle, som har fået opdaget en knude, som ikke ville være opdaget, hvis de var kommet tre måneder tidligere. Derfor vil jeg konkludere, at det samlet set er svært at sige noget entydigt om, hvorvidt kortere udsættelse af mammografiscreening har betydning.
Socialt sårbare kommer ikke til screening
Når forskerne dykker længere ned i tallene, ser de en bekymrende tendens. En gruppe af socialt sårbare, udsætter ikke blot screeningen. De bliver helt væk.
- Vi kan se, at pandemien og samfundets restriktioner rammer socialt skævt. Især for gruppen af folk med lav indkomst ser vi, at de har en lavere screeningsdeltagelse selv efter et år. Det er især bekymrende, fordi gruppens deltagelse i screeningsprogrammer allerede lå lavt. Under pandemien falder den yderligere, pointerer projektleder Tina Bech Olesen.
For livmoderhalskræftscreening lå deltagelsen for kvinder med lav indkomst på 50 procent før pandemien, hvorimod 65 procent af den samlede inviterede gruppe deltager. Under pandemien var deltagelsen blandt lavindkomstgruppen faldet yderligere med fem procent et år efter invitation.
For mammografiscreening er tendensen den samme. Før pandemien deltog 76 procent af kvinder med lav indkomst i mammografiscreening inden for et år, hvorimod den samlede deltagelse var 83 procent. I starten af pandemien faldt deltagelsen med hele 7 procent blandt kvinder med lav indkomst.
- Man kan være bekymret for, om vi mister nogle kvinder, som ellers ville have deltaget, fordi det måske var uklart, hvorvidt det var muligt at deltage i screeningsprogrammerne, påpeger Tina Bech Olesen.
- Fra kvalitative studier kan vi se, at det har konsekvenser for deltagelsen, hvis der har været uklare budskaber fra forskellige instanser i sundhedsvæsenet. For livmoderhalskræftscreening kan vi se, at screeningsprogrammet var åbent samtidig med, at praktiserende læger i en kortere periode i foråret 2020 opfordrede kvinderne til at udsætte sine tider.
- Det er eksempel på modsatrettet kommunikation og uklare budskaber, som gør, at kvinderne ikke kommer til screening. De får ikke booket en ny tid senere, pointerer Tina Bech Olesen.