33 forslag til nye kliniske kvalitetsdatabaser er kogt ned til fem. Efter grundig gennemgang af indkomne forslag indstiller vurderingsgruppen fem sygdomsområder til at indsende egentlig ansøgning til oprettelse af en database. Der er nu høring frem til 2. november kl. 10.00.

 

Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP) kan i 2023 oprette 2-3 nye kliniske kvalitetsdatabaser. Derfor har vi opfordret alle faglige miljøer til at byde ind med forslag. Interessen for oprettelse af nye databaser har været overvældende. RKKP har modtaget 33 forslag til sygdomsområder, hvor ansøgere ser et potentiale i, at kliniske kvalitetsdatabaser kan drive en udvikling i behandlingen til gavn for patienterne.

Efter en grundig gennemgang af de indkomne forslag til nye databaser har en vurderingsgruppe, bestående af seks bredt og stærkt fagligt forankret personer, udpeget fem sygdomsområder, som gruppen indstiller til at aflevere en egentlig ansøgning. Vurderingsgruppen indstiller til bestyrelsen, som træffer den endelige afgørelse. Det betyder, at der først skal ske ansøgning, når bestyrelsen har truffet sin endelige beslutning den 23. november. Her vil ansøgningsskema også blive fremlagt.

De fem sygdomsområder er:

  • Kronisk leversygdom
  • Parkinson
  • Bipolar lidelse
  • Dobbelt-diagnoser – psykiatri & rusmiddelproblemer (opfordring betinget af, at relevante faglige selskaber bakker op om ansøgning)
  • Venøs tromboemboli

Vurderingsgruppen har truffet dens beslutning ud fra otte fastlagte kriterier. Alle 33 forslag er blevet vejet op imod de samme otte kriterier, hvor tre af kriterierne er egentlige krav:

  • Opbakning fra fagligt selskab
  • Mulighed for kvalitetsudvikling/ulighed i behandlingen
  • Faglig enighed om, hvad der udgør god kvalitet (for eksempel tilstedeværelse af kliniske retningslinjer).

De andre fem kriterier, som vægter mindre i bedømmelsen er:

  • Mulighed for at afgrænse population/sikre valide data
  • Alvorlighed/påvirket arbejdsevne
  • Tværfaglighed/tværsektorialitet/komplekse forløb
  • Volumen
  • Dækning af specialet/området med databaser

Høring

RKKP er meget taknemmelige for de mange indkomne forslag til nye databaser, og vi er bevidste om, at flere forslagsstillere er skuffede. Det er vigtigt at sige, at et afslag på oprettelse af en klinisk kvalitetsdatabase ikke er ensbetydende med, at sygdomsområdet ikke er egnet. Det skyldes, at vi kun har budget til at etablere 2-3 databaser.

På baggrund af vurderingsgruppens indstilling, er der nu høring, hvor alle har mulighed for at tilkendegive og fremkomme med argumenter, hvis de er uenige i vurderingskriterier eller gruppens prioritering af de enkelte sygdomsområder: Åben mailhøring, frist 2. november kl. 10.00.

Efter høringsperioden beslutter RKKP´s bestyrelse, hvilke sygdomsområder den opfordrer til at søge på baggrund af høringssvar og vurderingsgruppens indstilling. Uafhængigt af vurderingsgruppens prioritering kan bestyrelsen også selvstændigt opfordre andre sygdomsområder til at ansøge om oprettelse af en klinisk kvalitetsdatabase.