Færre socialt sårbare patienter er blevet udredt og behandlet under pandemien. Det viser en ny undersøgelse fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP), som har analyseret hospitalsbehandlingen af patienter fra 11 sygdomsområder.
Under COVID-19-pandemien blev alle opfordret til at blive hjemme og undgå kontakt i bestræbelserne på at hindre smittespredning samt sikre, at sundhedsvæsenet ikke brød sammen. En ny undersøgelse tyder på, at nogle befolkningsgrupper har taget den opfordring mere bogstaveligt end andre.
- Det er bekymrende, at vi finder, at der er en lavere andel i gruppen med lav indkomst og kort uddannelse, som er udredt og behandlet for andre sygdomme end COVID-19 under pandemien, siger Tina Bech Olesen, projektleder for COVID-19-projektet fra Regionernes Kliniske Kvalitetsudviklingsprogram (RKKP).
Sammen med styregruppemedlemmer fra de kliniske kvalitetsdatabaser har dataanalytiker Henry Jensen og Tina Bech Olesen gravet sig ned i data fra 11 sygdomsområder for at skabe et overblik over, hvilke konsekvenser COVID-19-pandemien har haft på behandlingen af andre patientgrupper.
- Det positive er, at vi overordnet kan konkludere, at patienterne ikke har modtaget en dårligere kvalitet i behandlingen under pandemien. Måske snarere tværtimod. Men den kvalitetsforbedring, vi måler for visse sygdomsområder, kan hænge sammen med, at der under pandemien blev behandlet færre patienter, siger Henry Jensen.
Færre socialt sårbare patienter
Selvom der er stort fokus på at mindske den sociale ulighed i sundhedsvæsenet, så viser undersøgelsen, at COVID-19-pandemien har skubbet på uligheden.
Data viser, at der under epidemien generelt blev behandlet færre patienter, og når projektgruppen dykker ned i tallene, ser den, at det især er de socialt sårbare patienter, som ikke kom på hospitalet under pandemien.
Mens patienter med høj uddannelse og indkomst fortsatte med at benytte sundhedsvæsenet som før pandemien, så afdækker tallene, at andelen af patienter med lavest uddannelse og indkomst samt ikke-vestlige immigranter faldt under pandemien, og det undrer projektgruppen bag undersøgelsen.
- Også for akutte hospitalskontakter ser vi et fald i antallet af den socialt sårbare patienter under pandemien. Det er overraskende, fordi man vil forvente, at graden af tilskadekomst mellem de sociale grupper er nogenlunde ensartet før og under pandemien, uddyber Tina Bech Olesen.
For akutte patientforløb - altså patienter, som ankommer på skadestuen – faldt andelen af patienter med lavest indkomst under første nedlukning fra 20,4 procent til 17,0 procent sammenlignet med perioden før pandemien. Til gengæld steg andelen af pateinter med højest indkomst fra 20,5 procent til 24,0 procent.
Samme tendens ses også på KOL-området. Under pandemien faldt andelen af indlagte KOL-patienter med lavest uddannelsesniveau med 2,8 procentpoint. For patienter med lang uddannelse er andelen stort set uændret.
- Vi kender ikke forklaringen, men der er helt sikkert flere årsager, som spiller ind. En af forklaringerne på den sociale slagside kan være, at budskaberne fra sundhedsvæsenet bliver tolket og efterlevet forskelligt. En tese er, at socialt stærke søger hjælp, uanset om der er pandemi eller ej, hvorimod andre måske er mere tilbageholdende, vurderer Tina Bech Olesen:
- Det kan også være, at gruppen har undladt at søge læge, fordi de i højere grad er afhængig af offentlig transport og er bekymret for smitte. Derudover ved vi, at patienter med lav social position møder barrierer i kontakten til sundhedsvæsenet. En tidligere undersøgelse viser, at patienter med lav social position i sjældnere grad bliver henvist til læge eller skadestue, når de ringer til lægevagten.
- Ud fra resultaterne kan vi konkludere, at det er vigtigt at sikre lige adgang til sundhedsvæsenet og målrettet påminde den del af befolkningen, som er indvandrere, bor alene, har kort uddannelse og lav indkomst til at søge læge ved symptomer på sygdom og tilskadekomst – også under en pandemi, opsummerer Tina Bech Olesen.
Færre sociale forskelle på kræftområdet
Men det er ikke inden for alle sygdomsområder, hvor pandemien har skubbet lige meget til den sociale ulighed. På kræftområdet ser man en mindre nedgang i andelen af socialt sårbare patienter under pandemien. For lungekræftpatienter ses slet ingen forskel i andelen af socialt sårbare patienter før og under pandemien.
- Ud fra vores resultater tolker jeg, at jo mere tidskritisk en sygdom er, des færre socioøkonomiske effekter er der. Mange lungekræftpatienter er meget syge, når først de opsøger læge. Når symptomerne er kraftige nok, skal patienterne nok søge læge uanset socioøkonomisk baggrund. Til sammenligning er KOL en kronisk sygdom, hvor patienterne lever med deres symptomer og kan gå med dem i længere tid uden at opsøge læge, siger Henry Jensen og uddyber:
Han peger på, at undersøgelsen har afdækket, at socialt sårbare generelt deltager mindre i kræftscreening, og den tendens er blevet intensiveret under pandemien.
For livmoderhalskræftscreening lå deltagelsen for kvinder med lav indkomst på 50 procent før pandemien, hvorimod 65 procent af den samlede inviterede gruppe deltager. Under pandemien var deltagelsen blandt lavindkomstgruppen faldet yderligere med fem procent et år efter invitation. For mammografiscreening faldt deltagelsen i starten af pandemien med hele 7 procent blandt kvinder med lav indkomst.
- Mindre deltagelse i screening sammenholdt med, at vi formoder, at socialt sårbare med milde symptomer i mindre grad har søgt hjælp hos egen læge – det er kun en tese ud fra vores viden om, at de har søgt mindre hjælp på hospitalet – gør, at vi kan frygte, at kræft opdages senere for denne gruppe. Men ud fra vores undersøgelse kan vi endnu ikke konstatere, at tumorerne for eksempel er blevet større, når de opdages.